Den viste illustration udgør en del af anklagen i denne sag. Sagen drejer sig om, hvorvidt den ansvarshavende redaktør kan straffes efter straffelovens § 132, i den affattelse bestemmelsen fik med lov 163/1961, fordi der på TAX.DK har været bragt en række illustrationer, i hvilke der indgår statskendetegn.

Betragter man bestemmelsens ordlyd, hedder det i indledningen:

"Med bøde straffes den, som forsætligt eller ved uagtsomhed på retsstridig måde benytter 1) kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner, ..."

Gerningsindholdet i bestemmelsen er således ikke opfyldt, blot fordi kendetegn eller dragt, som er forbeholdt en offentlig myndighed eller en militærperson, er benyttet. Skal bestemmelsen bringes i anvendelse, er det tillige en betingelse, at benyttelsen har været "retsstridig".

Det fremgår ikke af eksplicit af bestemmelsen, hvilke former for benyttelse der anses for at være "retsstridig". Det er derfor nødvendigt at foretage en fortolkning.

For så vidt angår benyttelsen af statskendetegn, skal sløret allerede her løftes for, at denne fortolkning når til det resultat, at kun hvor et kendetegn benyttes på en sådan måde, at en beskuer kan bringes i den vildfarelse, at der besiddes offentlig myndighed - altså hvor kendetegnet benyttes som egentligt kendetegn eller led i et kendetegn - vil benyttelsen kunne være omfattet af straffelovens § 132, jf. herved præmisserne til Sø- og Handelsrettens dom gengivet i UfR 1941.1168 SHD.

Men nu til fortolkningen.

Fortolkning af bestemmelsen

Bestemmelsens ordlyd

Lad os først betragte bestemmelsens ordlyd. Ordet "retsstridig" er i sig selv indholdstomt.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at ikke blot benyttelsen af de omhandlede kendetegn, men også benyttelsen af efterligninger af sådanne kendetegn er kriminaliseret:

"Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til efterligninger ..."

Man kan derfor få den tanke, at forbudet i straffelovens § 132 i realiteten må anskues som en form for ophavsretlig beskyttelse af de omhandlede kendetegn, således at enhver benyttelse af disse kendetegn - efterlignede eller ej - uden samtykke fra en kunstnerisk ophavsmand er retsstridig.

For en sådan fortolkning taler, at kongekrone og rigsvåben, i praksis altid udformes på en måde, så der ingen tvivl hersker om, at der ligger solidt håndværk bag afbildningerne.

Fortolkningen er dog næppe holdbar. I forarbejderne til arkivlovens § 5, af hvilken det fremgår, at "Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer.", hedder det eksempelvis om begrundelsen for bestemmelsen, at "... det må anses for ønskeligt, at anvendelse af statskendetegnene - rigsvåbenet eller dele af dette, f.eks. kronen - sker i overensstemmelse med de heraldiske principper, ..."

Heraf synes det at fremgå, at lovgivningsmagten, når det gælder statskendetegnene, har øje for noget helt andet end at yde disse kendetegn en ophavsretlig beskyttelse. Hvilken udformning et kendetegn gives er som sådan lovgivningsmagten ligegyldigt. Det afgørende er det meningsindhold, der kan indfortolkes i afbildningen af et kendetegn. Som det udtrykkes i Nils G. Bartholdys bog "Danmarks Våben og Krone" fra 1995, er heraldikkens egentlige formål således at være et middel til identifikation.

Ligesom når Jesus afbildes på korset, er det ikke afgørende, på hvilken måde hans lidelser udpensles. Det afgørende er, at det for beskueren er klart, hvilken begivenhed der refereres til. Det afgørende er identifikationen.

Grænsen overskrides først, hvor det ikke længere er muligt at foretage en korrekt identifikation. Tager man eksempelvis det logo, som hænger foran indgangen til Retten i Helsingør, ville man kunne forestille sig et utal af afbildninger af kongekronen, som kunne anvendes, uden at en beskuer derved ville blive bragt i tvivl om, at kendetegnet refererer til staten.

Nedenfor er som eksempel vist to illustrationer, hvor der i den første illustration er afbildet den kongekrone, som faktisk anvendes af Retten i Helsingør, mens der i den anden er afbildet den kongekrone, som anvendes af Undervisningsministeriet. Det synes at være hip som hap, om den ene eller den anden udgave af kronen benyttes:

Men erstattede man kongekronen med et billede af en tissende dreng, ville det gå for vidt. Da ville forbindelsen til staten blive uklar, og forbipasserende kunne uforvarende få den opfattelse, at Rettens bygninger huser byens største offentlige pissoir:

Men hvorfor er det da i straffelovens § 132, stk. 2, kriminaliseret at benytte efterligninger af de omhandlede kendetegn? Ja, en forklaring på dette kan formentlig gives med afsæt i bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, der forbyder retsstridig benyttelse af "kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge i krig, ..."

Når man ønsker at forbyde en sådan benyttelse, er forklaringen ligetil. Hvis de syge eller sårede i en krig bliver i tvivl om, hvorvidt de personer, der angiveligt vil yde dem hjælp, er hvem de udgiver sig for at være, kan de syge og sårede føle sig tvunget til at skjule sig, og dermed ikke få den hjælp, de har behov for. Et røde kors emblem på den forkerte arm kan få fatale konsekvenser.

Og når dette hensyn skal tilgodeses til fulde, er det selvfølgelig nødvendigt også at forbyde efterligninger af de omhandlede kendetegn, da en brug af en veludført efterligning vil kunne vildlede i samme grad som den ægte vare. Se hertil RT 1924-25, Tillæg A, sp. 3341, i hvilket det i de specielle bemærkninger hedder, at "Man gaar ud fra, at Benyttelse af Kendetegn eller Dragt, der har saadan Lighed med de lovbeskyttede, at en Forveksling let finder Sted, er strafbar uden nogen udtrykkelig Bestemmelse herom."

Dette fortolkningsbidrag taler følgelig for, at retstridighedsbetingelsen i § 132, når det gælder statslige kendetegn, skal forstås således, at der alene foreligger retsstridighed, hvis benyttelsen af et kendetegn indebærer, at omverdenen har grund til fejlagtigt at tro, at benytteren af kendetegnet besidder offentlig myndighed.

Bestemmelsens placering i straffeloven

Lad os dernæst betragte § 132's placering i straffeloven.

De umiddelbart foranstående bestemmelser i straffelovens § 130 og § 131 handler henholdsvis om at udøve, henholdsvis om at udgive sig for at have, offentlig myndighed. Dette taler igen for, at der alene foreligger retsstridighed efter § 132, såfremt benyttelsen af statslige kendetegn bevirker, at offentligheden uberettiget får det indtryk, at benyttelsen er udtryk for besiddelse af offentlig myndighed.

Der kan i den forbindelse henvises til straffelovskommentaren, hvori det om § 132, stk. 1, nr. 1, hedder: "Bestemmelsen ... supplerer § 131 ved også at kriminalisere den stiltiende foregivelse af at besidde offentlig myndighed, ..."

Og endvidere til Stephan Hurwitz,¹⁾ der behandler bestemmelserne i straffelovens §§ 130-132 a under overskriften "Uhjemlet udøvelse eller foregivelse af offentlig myndighed, autorisation og lignende" samt Jørn Vestergaard m.fl., der behandler bestemmelserne under overskriften "Uhjemlet udøvelse af offentlig myndighed mv."

Bestemmelser, som den nugældende regel viderefører eller har afløst

Lad os dernæst vende blikket mod de bestemmelser, som den nugældende § 132 har videreført eller afløst.

Blandt disse bestemmelser er Plakat af 27. november 1801.

I plakaten hedder det i § 1: "Ingen Uberettiget maa bære saadanne Uniformer, som Kongen har bestemt, eller herefter foreskriver, enten for de Militaire af Søe- og Land-Etaten, eller for andre Embedsmænd."

Når der henses til de i plakaten nævnte grunde "Endskiønt det er en Selvfølge, at de Klædedragter, eller andre Udmærkelsestegn, som af Kongen ere foreskrevne og authoriserede for de civile eller militaire Embedsmænd, ikke maae bæres af Uberettigede; Saa finder Han dog passende, offentligen at kundgiøre Sin Villie, i denne henseende, paa det at ingen skal kunne undskylde sig med Uvidenhed.", må det være klart, at det alene forbydes at bære de pågældende uniformer som beklædningsgenstande. Forbudet tilsigter derimod eksempelvis ikke at ramme den vaskekone, der bærer uniformen hen til gruekedlen.

Denne fortolkning understøttes af dommen gengivet i UfR 1916.622 H, hvor en inkassator blev dømt efter en analogi af nævnte plakats § 1, med den begrundelse at vedkommende i sit arbejde som inkassator havde benyttet en efterligning af en politiuniform, hvorimod formanden for inkassobureauet - selvom foreningens bestyrelse havde godkendt uniformen - blev frifundet ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten, med den begrundelse at den nævnte bestemmelse kun hjemler straf for den, der bærer uniformen.

Dette taler igen for, at der kun foreligger retsstridighed, hvor en benyttelse fejlagtigt kan give en beskuer grund til at tro, at benytteren besidder offentlig myndighed, hvilket jo for en dragts vedkommende i almindelighed kun er tilfældet, hvis dragten anvendes som beklædningsgenstand.

Nogle typeeksempler

For at kunne fastlægge indholdet af retsstridighedsbegrebet nærmere for så vidt angår benyttelse af statslige kendetegn, kan det være hensigtsmæssigt at betragte nogle typeeksempler.

Identitet

Det første eksempel på benyttelse kan beskrives under overskriften "Identitet".

Når personer fra en myndighed optræder i embeds medfør, vil de ofte bære kendetegn, der signalerer, at de er ansat i en offentlig myndighed og derfor er legitimeret til at udøve offentlig myndighed inden for de rammer, som den pågældende myndighed har hjemmel til. Det gælder eksempelvis polititjenestemænd:

At en polititjenestemand benytter et kendetegn, som utvivlsomt er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 132 er helt legitimt.

Et retsstridigt forhold kan derimod opstå, hvor et sådant kendetegn benyttes af en person, der ikke er polititjenestemand, men gennem anvendelse af kendetegnet forsøger at give omverdenen det indtryk, at han eller hun er polititjenestemand.

Som et eksempel herpå henviser jeg til nedenstående billede, hvor en person, ved at have iført sig en politiuniform, og i øvrigt ved benyttelse af en sprogbrug, som er karakteristisk for en navngiven politidirektør, under et "pressemøde" forsøger at give det indtryk, at han er den pågældende politidirektør:²⁾

Når det alligevel næppe vil være muligt at dømme personen med hjemmel i straffelovens § 132, skyldes det, at det efterhånden som det såkaldte "pressemøde" skrider frem, må antages at blive klart for de fleste, at personen ikke er identisk med den navngivne politidirektør, men er skuespiller:

"Godaften.

Mit navn er Hanne Bech Hansen.

Jeg er perlemor her på Politigården.

Og som sådan, øverstforsvarlig for klar snak og tydelig tale i politietaten.

Husk på: Tydelig tale afhænger jo i høj grød af hørene, som ører det.

Ører man, hvad der virkelig bliver slagtet, eller ører man nogle ord, som sagt ikke blev slettet?

Hvad er fnat og hvad er fupta?

Det er netop for rydde forståelsen ud, at jeg har indkaldt til dette pissemøde ... dette pissemøde på volapykgården.

Kommunikation er og bliver olfert og amigo."

Ordvalg og kontekst bevirker, at tilhørerne på et tidspunkt finder ud af, at personen, der udgiver sig for at være politidirektør, næppe besidder offentlig myndighed, og får til følge, at benyttelsen af de nævnte kendetegn ikke kan betragtes som værende retsstridig. Se hertil Frederiksberg Birks 1. afdelings dom gengivet i JD 1948.176, i hvilken fire skuespilleres optræden i danske militæruniformer i et varieténummer ikke ansås for omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 132.

Kildeangivelse

De næste eksempler på benyttelse af statslige kendetegn kan beskrives under overskriften "Kildeangivelse".

Når noget udgår fra en offentlig myndighed, vil myndigheden ofte benytte et logo, der signalerer, at kilden er den pågældende offentlige myndighed. Som et eksempel herpå kan nævnes nedenstående brev stilet til Spies Information. På kuverten er i nederste venstre hjørne afbildet en kongekrone og under denne er skrevet teksten "Undervisningsministeriet":

Som et andet eksempel kan jeg henvise til nedenstående afbildning af en dåse med sød lakrids, som sælges af Det Kongelige Teaters netbutik. At dåsen hidrører fra en offentlig institution signaleres af, at der er optrykt en kongekrone på denne - i øvrigt den samme udgave af kongekronen som anvendes af Retten i Helsingør:

Da kildeangivelsen i begge eksempler er korrekt, er en sådan anvendelse helt legitim.

Men hvad gælder, hvis tredjemand svigagtigt benytter et statsligt kendetegn på et brev med den hensigt at give modtageren det indtryk, at brevet stammer fra en offentlig myndighed? Jeg henviser i den forbindelse til nedenstående kopi af en email, hvor det oplyses mig, at jeg har penge til gode i skat, og at jeg blot skal indsende mine kreditkortoplysninger, hvorefter mit tilgodehavende vil blive udbetalt mig i løbet af 3-9 dage.

Emailen er underskrevet "SKAT" og indeholder SKATs logo med kongekronen:

En sådan benyttelse må anses for at være retsstridig derved, at den pågældende afsender af emailen, gennem anvendelse af SKATs sædvanlige logo, i strid med sandheden, forsøger at give indtryk af at besidde offentlig myndighed.

Blåstempling

De næste eksempler på benyttelse af statslige kendetegn kan beskrives under overskriften "Blåstempling".

I visse tilfælde benyttes kendetegn, som sædvanligvis anvendes af statslige myndigheder og institutioner, på varer produceret af tredjemand, for dermed at tilkendegive, at en statslig myndighed eller institution anerkender det pågældende produkt. Som eksempel herpå kan henvises til det såkaldte økologimærke, i hvilket der indgår en kongekrone og teksten "Statskontrolleret økologisk":

Som et andet eksempel kan jeg henvise til nedenstående øldåse fra bryggeriet Royal Unibrew, på hvilken der er optrykt en kongekrone og teksten "By Appointment to the Royal Danish Court":

En sådan brug af kongekronen må være legitim, så længe de pågældende kendetegn henholdsvis alene benyttes på produkter, der lever op til kravene til økologisk produktion, henholdsvis benyttes af leverandører, der er udnævnt som Kongelig Hofleverandører af Dronningen.

Men hvad nu, hvis kongekronen benyttes på et produkt, uden at der kan siges at foreligge en statslig anerkendelse af produktet? Vil det så indebære en overtrædelse af straffelovens § 132?

For at få besvaret dette spørgsmål, må der ses nærmere på, hvilken betydning optrykning af kongekronen på et produkt kan have. Tager vi eksemplet med øldåsen, er det måske ikke alle, der på diskoteket i Herning forstår, hvad teksten "By Appointment to the Royal Danish Court" præcist betyder. Men selv den mest overrislede diskoteksgæst er godt klar over, hvem der har en kongekrone på hovedet, og alle kan også godt læse den danske oversættelse af den engelske tekst, lige over kronen: "Leverandør til de store hanner". Og så sælger det billetter. Alle ved jo, at når Kronprinsen i sine unge dage var i byen for at drikke en bajer, så var det så sikkert som amen i kirken, at han senere på aftenen fik så meget fois gras af de i festlighederne deltagende unge kvinder, at han ud på morgenstunden gerne har måttet halte hjem på én cylinder i Krone 1.

Det er således oplagt, at afbildningen af kongekronen på et produkt, hvor denne afbildning i forbindelse med andre visuelle elementer kan opfattes som en anerkendelse af produktet, kan have et markedsføringsmæssigt formål. Tredjemands brug af kongekronen på et produkt med et sådant formål, uden at der foreligger en statslig anerkendelse af produktet, må derfor anses for at udgøre en vildledende markedsføring.

Et forsøg på at vildlede offentligheden i markedsføringsmæssig sammenhæng ved brug af kongekronen er muligvis strafbart. Men næppe i medfør af straffelovens § 132.

Der kan i den forbindelse henvises til Sø- og Handelsrettens dom gengivet i UfR 1941.1168 SHD, hvor en benyttelse af rigsvåbenet på nogle metalskeer ikke ansås for omfattet af § 132. Benyttelsen ansås derimod for strafbar efter den dagældende konkurrencelovs § 4, stk. 3, nr. 1.

Tilsvarende for så vidt angår den affattelse af § 132, som bestemmelsen fik med lov 163/1961. I det den 1. februar 1961 af justitsministeren stillede forslag til lov om ændringer i borgerlig straffelov, hedder det således i de specielle bemærkninger, at den ny affattelse af § 132 overflødiggør reglerne i konkurrencelovens § 4, stk. 1-3, men kun "til dels" reglen i samme lovs § 4, stk. 5, nr. 1.³⁾

Og retsstridighed efter § 132 kan heller ikke begrundes med, at tredjemand ved at benytte kendetegnet foregiver at have offentlig myndighed. De nævnte anerkendelser tildeles netop tredjemand og ikke offentlige myndigheder, og brugen af sådanne kendetegn kan derfor selvsagt ikke give omverdenen det indtryk, at den pågældende tredjemand besidder offentlig myndighed. Tværtimod. At man eksempelvis anerkendes som Kongelige Hofleverandør indebærer jo samtidigt, at man stemples som undersåt.

Neutral henvisning

Lad os herefter gå over til at betragte nogle eksempler på benyttelse af statslige kendetegn, som kan beskrives under overskriften "Neutral henvisning".

Et billede siger mere en tusind ord. Derfor vil artikler i de skrevne medier ofte være illustreret med et billede eller en illustration, i hvilke der indgår kendetegn, der almindeligvis anvendes af den myndighed, der omtales i artiklen.

Som et andet eksempel kan jeg henvise til nedenstående optryk af Nordeas hjemmeside fra den 4. februar 2011. Nederst på hjemmesiden er gengivet SKATs logo med kongekronen, og der henvises til en artikel, "Nemmere selvangivelse for investorer":

Som et kuriosum kan i forlængelse heraf nævnes, at Danmarks Radio, i forbindelse med omtalen af denne sag, på sin hjemmeside den 13. november 2011, over artikelteksten har bragt følgende udsnit af det tidligere nævnte økologimærke:⁴⁾

Anses Retten i Helsingør af Danmarks Radio for at være et statskontrolleret økologisk muldtoilet?

Sådanne neutrale henvisninger til en offentlig myndighed kan næppe betragtes som værende retsstridige i § 132's forstand. Når man henviser til en offentlig myndighed, signaleres det jo samtidigt, at man ikke selv er den offentlige myndighed.

Farvet henvisning

Lad os endelig betragte et eksempel på benyttelse af statslige kendetegn, som kan beskrives under overskriften "Farvet henvisning".

En henvisning kan ud over at henvise til en offentlig myndighed eller institution rumme noget mere. Et eksempel herpå er følgende illustration fra Jyllands-Posten den 10. juni 2011:

Illustrationen synes ved første øjekast blot at gengive rigsvåbenet, som det benyttes af Folketinget. Kigger man nærmere efter, opdager man imidlertid, at den underste halvdel af rigsvåbenet er erstattet af en halv enkrone og teksten "Den skjulte magt".

Illustrationen er desuden forsynet med teksten "JP graver" og teksten "Jyllands-Posten undersøger lobbyisme og skjulte pengestrømme i dansk politik".

Selve henvisningen til Folketinget, som benyttelsen af rigsvåbenet indebærer, kan, af den grund som er nævnt i forbindelse med behandlingen af den neutrale henvisning, næppe betragtes som værende retsstridig i § 132's forstand. Når man henviser til en offentlig myndighed eller institution signaleres jo samtidigt, at man ikke selv er den offentlige myndighed eller institution. At man ikke er identisk med myndigheden eller institutionen vil blive yderligere underbygget, hvis det mere, som illustrationen indeholder, rummer en snert af kritik. De færreste - og formentlig slet ikke offentlige myndigheder og institutioner - forfalder af egen drift til selvkritik.

Spørgsmålet er derfor, om det mere, som illustrationen indeholder, kan bevirke, at benyttelsen af kendetegnet kan anses for at være retsstridig.

Det mere som illustrationen indeholder synes at være et postulat om, at det i et ikke nærmere bestemt omfang er lobbyarbejde og skjulte pengestrømme til folketingsmedlemmerne, der er afgørende for folketingsmedlemmernes stemmeafgivelse i Folketinget.

Det er muligt, at et sådant postulat kan være strafbart at fremsætte offentligt. Men det vil da næppe være muligt at finde hjemmelen til at straffe i straffelovens § 132.

Ved afgørelsen af om ytringen er strafbar, vil det i øvrigt være naturligt at inddrage Grundlovens § 77 og EMRK art. 10.

Benyttelsen af statslige kendetegn i illustrationer på TAX.DK

Lad os herefter betragte benyttelsen af statslige kendetegn, eller udsnit af sådanne, i illustrationer, som findes på - og har været bragt på - TAX.DK.

Neutral henvisning

Lad os først betragte følgende illustrationer:

Her er der i alle tilfælde tale om en benyttelse, som jeg tidligere har betegnet som en "Neutral henvisning". Den første illustration ledsager eksempelvis en artikel på TAX.DK, der handler om, under hvilke betingelser man kan klage til Folketingets Ombudsmand over en afgørelse fra en skattemyndighed. I alle illustrationerne benyttes kendetegn, eller udsnit af kendetegn, som anvendes af forskellige myndigheder. Illustrationerne indeholder også andre grafiske og tekstuelle elementer, men dette mere udtrykker ikke en kritik eller anden tilkendegivelse om den pågældende myndighed. At der i den sidstnævnte illustration anvendes teksten "Hva' mæ Landsskatteretten?" kunne muligvis af nogle - qua den historiske reference - opfattes som indeholdende en vis kritik, men vil formentlig af de fleste i dag blot blive opfattet som en overskrift, der gør det klart, at det helt neutrale spørgsmål, "Har du et forslag?", angår Landsskatteretten.

Kildeangivelse

Lad os herefter betragte de illustrationer, som kan rubriceres under overskriften "Kildeangivelse":

Den første illustration henviser til TastSelv-systemet, som hidrører fra SKAT. Den næste henviser til, at det er SKAT, der træffer afgørelse om tildeling af og udbetaler statslig omkostnings-godtgørelse. Illustrationen med knuden henviser til, at det er SKAT, der afgiver bindende svar. De sidste to illustrationer henviser til, at det er SKAT, der står bag toldkontrollen ved landets grænser.

Farvet henvisning

Alle fire illustrationer henviser til statslige myndigheder eller institutioner, men der er desuden tilføjet nogle grafiske og tekstuelle elementer, som på hver sin måde er bærer af en kritik af den pågældende myndighed eller institution. De to første illustrationer henviser til Landsskatteretten, den næste til SKAT, og den sidste henviser til ombudsmandsinstitutionen.

Hans Chr. Spies

Dommen i sagen kan læses her.