Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 2/1-2012

Ingeniørfirmaet Topf & Söhne blev grundlagt i 1878.¹⁾ I begyndelsen konstruerede firmaet varmeanlæg til bryggerier. I 1914, hvor firmaet havde omkring 500 ansatte, oprettede virksomheden en afdeling for bygning af krematorieovne og blev hurtigt markedsledende inden for dette felt.

I 1939 dukkede et nyt forretningsområde op.

Topf & Söhnes ingeniører nærede tilsyneladende ingen betænkeligheder ved at løse opgaven for SS. De mest ambitiøse medarbejdere i firmaet søgte således om patent på en ekstra hurtig, fire-etagers ligbrændingsovn, som kunne operere kontinuerligt 24 timer i døgnet. Og en medarbejder, der overvågede installationen af krematorieovnene, foreslog at udnytte overskudsvarmen fra ovnene til at opvarme nervegassen Cyklon B til 26 ºC, hvor gassen er mest dødbringende.

Danske dommere ligner formentlig på mange punkter de ingeniører, der arbejdede i firmaet Topf & Söhne, før det gik galt i 1939. Danske dommere er veluddannede, de oppebærer en god løn, og de anses generelt som gode samfundsborgere, der yder en værdifuld indsats til gavn for samfundet.

Selvom danske dommere - ligesom ingeniørerne i Topf & Söhne var det - er ansat til at føre andres beslutninger ud i livet, vil de færreste tillige tro, at en dansk dommer kunne finde på at udføre handlinger, der er uforenelige med dommerens egen etik. De fleste antager, at danske dommere besidder en høj personlig integritet.

Men der er formentlig noget om, at den der ikke lader sig mærke af, at en glød falder fra arnen, ej heller kan forventes at ville træde i karakter, når huset står i flammer. Det passerede under en sag ved Retten i Helsingør har derfor hos mig plantet den triste tanke, at næppe alle danske dommere ville have trukket i nødbremsen, hvis de i 1939 var blevet bedt om at befri staten for en torn i øjet.

Straffesagen SS 1-2688/2011 tog sin begyndelse, da jeg i anklageskrift af 8. september 2011 ved Retten i Helsingør blev tiltalt for på TAX.DK - hvor jeg er ansvarshavende redaktør - at have bragt nogle illustrationer, i hvilke der indgår statskendetegn. Der er tale om illustrationer, hvoraf nogle formentlig er blevet opfattet som værende kritiske over for danske statsinstitutioner:²⁾

Retten sendte mig anklageskriftet i brev af 16. september 2011. Ifølge anklageskriftet skulle sagens dokumenter være vedlagt.

De i anklageskriftet nævnte dokumenter havde Retten imidlertid ikke sendt mig, hvilket jeg gjorde Retten opmærksom på i brev af 19. september 2011.

Intet skete. Jeg skrev derfor igen til Retten den 26. september 2011.

Herefter modtog jeg den 28. september 2011 et brev fra Retten i Helsingør, med følgende indhold:

"Godmorgen, Det må være en fejl fra politiets side, idet vi udelukkende fremsender anklageskrift og ikke yderligere fra rettens side. Ønsker du yderligere, bedes du kontakte anklagemyndigheden."

På den baggrund rettede jeg samme dag henvendelse til anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden oplyste mig i brev af 7. oktober 2011, at sagens dokumenter beroede i Helsingør Ret.

Samme dag videresendte jeg kopi af anklagemyndighedens brev til Retten i Helsingør og anmodede om, at Retten sendte mig de manglende dokumenter.

Heller ikke denne dag fik jeg nogle dokumenter. I stedet modtog jeg et brev fra Retten i Helsingør med en udskrift af retsbogen. Af retsbogen fremgik, at der den 5. oktober 2011 kl. 13.00 havde været afholdt et retsmøde, hvor dommeren i ensomhed havde besluttet, at jeg skulle have tvangsbeskikket en forsvarer. Dommeren havde ingen begrundelse givet, blot en henvisning til retsplejelovens § 732 og en lakonisk afskrift af lovens ord.

Den 17. oktober 2011 modtog jeg et brev fra Retten om, at sagens dokumenter alene ville blive udleveret til den af Retten beskikkede forsvarer.

Den 16. november 2011 kl. 13.00 indledtes hovedforhandlingen i sagen ved Retten i Helsingør, uden at jeg af Retten havde fået tilsendt sagens dokumenter. Dokumenter, som det under hovedforhandlingen viste sig bl.a. bestod af en række ikke offentliggjorte domme.

Ved hovedforhandlingens begyndelse meddelte dommeren mig, at der ikke var blevet indkaldt det vidne, som jeg havde anmodet om blev indkaldt. Dommeren tilkendegav, at vidnets forklaring var uden betydning for sagen. Kun anklagemyndighedens vidne var blevet indkaldt til at afgive forklaring.

At det forsvarsskrift jeg dagen før hovedforhandlingen havde sendt til Retten i en email ikke indgik i grundlaget for dommen forklarede dommeren efter domsafsigelsen med, at emailen først var blevet registreret i Retten en uge efter, at jeg havde sendt den til Retten.

Behøver man at være en dystermule for at prise sig lykkelig over, at danske dommere ikke er blevet sat til at bestyre en gashane?